Tiny Church Tolvkanten i Nordhavn har fået endnu en arkitektonisk anerkendelse. På trods af sin størrelse har den endnu en gang vundet en stor arkitekturpris og det vidner om, at bare fordi man er en lille perle i Nordhavn, kan man sagtens danne store og brede rammer for godt hverdagsliv, gode funktioner og arkitektonisk kvalitet.
Tiny Church Tolvkanten i Nordhavn har igen gjort sig bemærket og kan føje endnu en anerkendelse til sin korte, men vigtige historie. Denne gang er den lille, flytbare kirke i Nordhavn blevet tildelt Københavns Kommunes Bygningspræmiering 2026. Tidligere er den blevet hædret af Foreningen Hovedstadens Forskønnelse
Prisen blev markeret ved en ceremoni den 11. maj på Halmtorvet 27, hvor Københavns Kommune hyldede bygninger, bymiljøer og anlæg, der bidrager positivt til bybilledet.
Lille kirke med stor synlighed
Tiny Church Tolvkanten ligger tæt ved Fiskerihavnen og fungerer som midlertidigt kirkerum for Hans Egedes Sogn, mens planerne for en permanent kirke på Levantkaj tager form.
Kirken er tegnet af Julius Nielsen OFFICE og bygget i træ og genbrugsmaterialer. Med sin tolvkantede form, åbne veranda og søjlegang har den fået en særlig placering i det ydre Nordhavns bybillede som både kirkerum, mødested og et markant lille byggeri i en bydel under udvikling.
For By & Havn, der er grundejer og har været sparringspart i projektet, er præmieringen en glædelig anerkendelse af et byggeri, der viser, hvordan et midlertidigt projekt kan være med til at skabe nærvær og fællesskab i en ny bydel.
Adm. direktør i By & HAvn, Anne Skovbro, glæder sig over præmieringen.
Tiny Church Tolvkanten er et fint eksempel på, hvordan et lille byggeri kan få stor betydning både for en bydel under udvikling og de mennesker, der bor og færdes i området. Kirken skaber et åbent og nærværende mødested i Nordhavn, hvor mange beboere allerede har fundet mulighed for at anvende kirkens rum til fordybelse og ro. Vi er meget glade for, at Københavns Kommune har valgt at hædre projektet med Bygningspræmieringen.
Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.
Fakta:
Københavns Kommune har præmieret nybyggerier, bymiljøer og anlæg siden 1903.
Bygningspræmieringen lægger vægt på, at byggeriet tager udgangspunkt i stedets særlige karakter og bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet.
