Fredag aften summede Nordre Toldbod af liv og nysgerrighed, da By & Havn slog dørene op til Kulturnatten 2025. Det blev en aften, hvor både store og små kunne dykke ned i havnens hemmeligheder – bogstaveligt talt.
Fiskene kom på besøg
Nordre Toldbod stod badet i blåt lys, og lyden af de mange gæster blandede sig med plask fra rørebassinerne, hvor ål, skrubber, savgylter, søstjerner og krabber fik besøg af ivrige små hænder.
Her stod Øresundsmiljøskolen klar til at fortælle om havnens mange dyr, og både børn og voksne kunne røre, undersøge og blive klogere på livet under overfladen.
Kreativitet på menuen
Indenfor summede det af kreativitet, da All About A inviterede til fiskestel-workshop.
Optagelser af havnens fisk og planter lyste rummet og fordybelsen var til at tage og føle på, når børn og forældre sammen malede tallerkener inspireret af havets dyre- og planteliv.
Der skulle være fest for havnens fisk, det pæne stel skulle frem og mange tog deres små kunstværker med hjem som minde om aftenen.
Generationer mødtes om nysgerrigheden for vandet, byen og naturen, og de voksne fordybede sig i samtaler om havnens natur og biodiversitet, mens børnene legede og lærte.
En verden under overfladen
I Havnebygmesterens Studiesamling kunne man dykke ned i historien og opleve, hvordan havnen har forandret sig – fra industrihavn til levende havn med fokus på miljø og biodiversitet.
I By & Havns arkiv fortalte WWF Verdensnaturfonden om biodiversiteten i Københavns Havn og hvordan Øresund faktisk starter ved kajkanten. Vidste du for eksempel, at der i Nordhavn er anlagt Københavns største stenrev – og at der i havnen nu findes så mange fiskebørnehaver, at det er en verdensrekord? Langs kajkanterne hænger 3D-printede revmoduler, der giver nyt liv til glatte vægge.
I Sydhavn er der etableret et stort åle-skjul, og flere steder flyder små, grønne haver på vandoverfladen – som små øer for planter, muslinger og småfisk.
Alt sammen er en del af initiativet “Sammen om havet i havnen”, hvor By & Havn og WWF arbejder for at styrke biodiversiteten og bringe naturen tættere på københavnerne.
Målet er, at havnen skal være et levende økosystem midt i byen – et sted, hvor mennesker og natur kan trives side om side.
By & Havns medarbejdere fortalte om det store arbejde, der gøres for havets superhelt, ålegræsset, i Københavns Havn og dykkede sammen med Kulturnattens gæster ned i Havnens fortid og lange rejse fra middelalderens sildefiskeri til nutidens lystfiskeri.
En aften fuld af nysgerrighed og læring
Kulturnatten viste, hvor stor interessen er for havnens liv. Hele aftenen myldrede Nordre Toldbod med børnefamilier, og det var en fornøjelse at se nysgerrigheden vokse, efterhånden som børnene fik lov til at røre, udforske og stille spørgsmål. For mange var det første gang, de rørte ved en krabbe eller så en ål tæt på. Og for endnu flere blev aftenen en påmindelse om, at havnen ikke kun er et sted for os københavnere – men også et levested fyldt med liv og små mirakler under overfladen.
Tak for i år – og på gensyn!
Tak til alle, der kiggede forbi og gjorde Kulturnatten 2025 til en uforglemmelig aften.
Stor tak også til WWF Verdensnaturfonden, Øresundsmiljøskolen og All About A for samarbejdet, den store viden og begejstring.
Læs mere om biodiversitet i havnen
→ byoghavn.dk/biodiversitet
Læs mere om Øresundsmiljøskolen
→ groen.kk.dk/oeresundsmiljoeskolen
Læs mere om partnerskabet med WWF
→ wwf.dk/sammen-om-havet
