Invitation: Ny lommepark i Nordhavn er inspireret af havets bund

3. juni 2022

Invitation: Ny lommepark i Nordhavn er inspireret af havets bund

Torsdag den 9. juni indtages Skt. Petersborg Plads i Nordhavn af picnictæpper og leg, når vi fejrer, at den nye lommepark står klar. Kom og få en kop kaffe, tal med dine naboer og leg på de store søstjerner og muslingeskaller, der ligesom resten af lommeparken er inspireret af havets farver og former.

Det bliver et helt nyt, grønt hjørne af Nordhavn, der åbner, når Skt. Petersborg Plads indvies den 9. juni kl. 16-17:30 – og alle er inviteret med.

Skt. Petersborg Plads er den første lommepark i Nordhavn, hvor man kan få græs under fødderne. Pladsen ligger for foden af P-hus Lüders, der er beklædt med plantekasser og klatreplanter, og det giver lommeparken et grønt bagtæppe, der rejser sig som en stor, vertikal have i op til 24 meters højde.

Den allerførste skitse til lommeparken blev tegnet i 2019. Dengang fyldte græsarealet mindre og der var indtegnet gennemgående stier, så man kunne spadsere igennem lommeparken, som det kendes fra mange andre parker. Skitsen blev udgangspunktet for det videre arbejde med lommeparken i et samarbejde mellem grundejerforeningen, en arbejdsgruppe med otte dedikerede beboere, COBE arkitekter og By & Havn.

Det helt store ønske fra beboernes side var at få mere græs og grønt, og derfor blev stierne blandt andet fjernet og græsplænen bredt ud, fortæller Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn.

Det var et stort ønske fra beboerne at få noget græs og grønt ind på Skt. Petersborg Plads, som et modspil til de robuste materialer, der er brugt på mange andre pladser i Nordhavn, fordi de tåler vind og vejr ved havnen. Men her ligger pladsen lidt mere beskyttet, og det giver nogle andre muligheder, så det har vi lyttet til og er sammen kommet frem til det flotte og grønne resultat, vi kan se i dag.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Den nedsænkede lommepark er indrettet til, at man kan lege og nyde de grønne omgivelser med græsplæne, bænke, bede, legeredskaber og belysning. Parken indeholder også et offentligt toilet.

Bente Hyldahl Fogh, formand for grundejerforeningen Århusgadekvarteret, håber at pladsen kan bidrage til livet i Århusgadekvarteret på en ny måde.

Vi er meget tilfredse med denne nye grønne plet, som beboere har været med til at udvikle og har glædet os til, at vi alle sammen kan bruge den. Der er masser af liv i vores kvarter, og mange steder er der fuld fart på aktiviteterne, så vi håber også, at Skt. Petersborg Plads kan bidrage med noget nyt til Århusgadekvarteret og blive et sted med plads til ro og leg.

Formand for grundejerforeningen Århusgadekvarteret, Bente Hyldahl Fogh.

Designet er inspireret af havets bund, og derfor er beplantningen holdt i blå, grønne og lilla toner med mindre indslag af kraftige farver, som man finder i koralrev. Legeredskaberne består blandt andet af en sandkasse, lilla og orange søstjerner, som man kan sidde, rutsche og tumle på og muslingeskaller, som man kan gemme skatte og hemmeligheder i. Om aftenen vil runde lamper i forskellige størrelser stå som lysende perler i bedene, og give lommeparken en stemningsfuld belysning.

Nu står det færdige resultat klar til brug, og det fejrer vi på Skt. Petersborg Plads torsdag den 9. juni. 2022 kl. 16-17:30.

Kom forbi til en hyggelig eftermiddag for børn og vokse, drik en kop kaffe, udforsk legeredskaberne, mød dine naboer og få en snak med nogle af dem, der har bidraget til design og anlæg af pladsen fra både grundejerforeningen, COBE og By & Havn.

For at passe på bedene og give planterne ro til at vokse sig store er der opsat et midlertidigt hegn langs kanten af pladsen. Hundeejere opfordres til at holde hunde ude af bedene, lige som store og små opfordres til at ikke at betræde bedene.

Foruden de mange planter er lommeparken grøn i mere end en forstand, da Skt. Petersborg Plads under etablering var den første fossilfrie byggeplads i Nordhavn.

Fakta: derfor hedder pladsen Skt. Petersborg Plads

I 2013 blev det besluttet af Københavns Kommune, at veje og pladser i Nordhavn skulle opkaldes efter internationale havnebyer. De havnebyer, der ligger tættest på Danmark, bruges i den del af Nordhavn, der ligger tættest på indre by i København og omvendt. Københavns vejnavnenævn indstillede forslaget til Teknik- og miljøudvalget, der traf beslutning om gennemføre det. Den eneste vej, der fik lov til at beholde sit oprindelige navn, var Billedvej, der efter sigende har fået sit navn, fordi vejen i sin tid lagde adresse til Nordisk film.