Guidet tur om Lynetteholm

14. juni 2022

Guidet tur om Lynetteholm

By & Havn har for nylig inviteret til guidede ture i både Nordhavn og i Ørestad. Nu er turen kommet til Lynetteholm. Sæt derfor kryds i kalenderen den 21. juni, og kom med på en sejltur, hvor du kan høre mere om, hvordan Københavns nye halvø og stormflodssikringsprojekt anlægges i havnen.

By & Havn skal anlægge Lynetteholm ved at opfylde et areal mellem Refshaleøen og Nordhavn øst for Trekroner. Lynetteholm bliver 275 hektar og får et grønt kystlandskab ud mod Øresund, som skal indgå som en del af den samlede stormflodssikring af København.

Opfyld i vandet, også kaldet landvinding, er ikke et nyt fænomen, men noget man har gjort mange steder før – ikke mindst i København. Fx er Christianshavn indvundet land på Christian IV’s tid, Kalvebod Fælled blev indvundet i 1950’erne og Amager Strandpark fik sin ø i 2005.

Kom og hør om, hvordan vi skal genbruge jord fra Københavns mange byggeprojekter til at anlægge Lynetteholm, og hvilke tanker og visioner, der ligger bag skabelsen af Lynetteholms kommende kystlandskab og rekreative område mod Øresund.

Vi mødes ved krydstogsterminal 2 på Oceankaj i Nordhavn kl. 16.30, går en tur og tager herefter på en sejltur i yderhavnen, hvor Lynetteholm kommer til at ligge.

Nordhavn_Byvandring_20220324_TH_0004_1920x1080

Undervejs vil adm. direktør for By & Havn Anne Skovbro fortælle om visionen for Lynetteholm og selve anlæggelsen af Københavns nye halvø og stormflodssikring. Herudover vil rådgivere fra By & Havns rådgiver- team (bestående af COWI, Arkitema og Tredje Natur) give et indblik i det enorme forarbejde til Lynetteholm på tværs af mange fagspecialister og arkitekter, herunder særligt om konstruktionen af halvøens perimeter (omkreds) og kystlandskab. Endelig vil medarbejdere fra entreprenørfirmaerne Aarsleff og Munck fortælle om, hvordan anlægsarbejdet rent praktisk foregår netop nu og fremover.

Det bliver naturligvis også muligt at stille spørgsmål undervejs.

Deltagerne på turen bliver udstyret med et headset, så alle kan høre godt uden at skulle stå tæt sammen. By & Havn byder desuden på en kop kaffe og en cookie.

Meld dig til på byoghavn.dk/21juni. Tilmelding er efter først-til-mølle-princippet.

Dette er den første tur ud af flere, så hvis du ikke får plads denne gang, får du muligheden igen på den anden side af sommerferien.

Vi regner med at arrangementet slutter kl. 18, men tidsplanen kan skride en smule. Forholdene omkring ombordstigning vanskeliggør desværre vores mulighed for at betjene kørestolsbrugere og gangbesværede ombord. Der tages forbehold for aflysning, hvis vejret på dagen ikke egner sig til sejlads.

Vi glæder os til at se jer!

Med venlig hilsen

By & Havn

Tilmeld dig Lynetteholms nyhedsbrev

Via Lynetteholms hjemmeside kan du tilmelde dig Lynetteholms nyhedsbrev og få seneste nyt om anlægsarbejdet og den generelle udvikling af området. Hjemmesidens nyhedsrum, hvor alle nyheder samles, er derfor et godt sted at holde sig opdateret på den udvikling, der vil kunne ses og opleves i takt med, at projektet tager form.