Årsrapport 2024

Denne rapport er Udviklingsselskabet By & Havn I/S’ årsrapport indeholdende finansiel rapportering og bæredygtighedsrapportering for 2024.

Den dækker regnskabsåret 1. januar til 31. december 2024.

På både den finansielle side og bæredygtighedsmæssigt er årsregnskabet udarbejdet efter Årsregnskabsloven.

Med hensyn til bæredygtighedsrapporteringen følger rapporteringen bestemmelserne i Årsregnskabsloven § 99a. Rapporten omfatter den lovpligtige redegørelse om den kønsmæssige sammensætning af ledelse § 99b, den lovpligtige redegørelse om mangfoldighed i ledelsen § 107d og den lovpligtige redegørelse for dataetik § 99d.

Rapportens struktur og indhold afspejler på en række områder oplysningskrav i Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), og er udtryk for By & Havns forberedelse til at kunne rapportere på CSRD.

Afrapporteringen udgør By & Havns fremskridtsrapport, som er krævet af deltagende virksomheder i FN’s Global Compact.

Årsrapport 2024

Denne rapport er Udviklingsselskabet By & Havn I/S’ årsrapport indeholdende finansiel rapportering og bæredygtighedsrapportering for 2024. Den dækker regnskabsåret 1. januar til 31. december 2024.

Se rapporten her

Forretning og bæredygtighed er to sider af samme sag

By & Havn er stiftet af Folketinget og Borgerrepræsentationen for at kunne sikre en både helhedsorienteret og velgennemtænkt by- og havneudvikling i København, hvor de forretningsbaserede afkast bliver i byen.

Inden for rammerne af det mandat og i de opgaver, som By & Havn får overdraget at løse, er det vores klare ambition, at bæredygtighedstiltag og forretning skal gå hånd i hånd. Vi vil gøre en positiv forskel for miljø, klima og social bæredygtighed som en integreret del af vores forretning.

I 2024 har vi taget hul på at indfri de ambitiøse mål for både bæredygtighed og økonomi, der er opstillet i By & Havns forretningsstrategi for perioden 2024-2027.

Vores succeskriterier handler ikke kun om at skabe værdi i kroner og ører, men i høj grad også om at levere værdi i form af det, som får nye bykvarterer og havnen til at fungere og være steder, hvor mennesker ønsker at bo, arbejde og besøge. Kort sagt – at leve. Både byudvikling og havneudvikling sker på den lange bane.

Det understreges af, at By & Havn i 2024 fejrede 10 år med byudvikling i Nordhavn og 20 år i Ørestad sammen med områdernes beboere og virksomheder. Inden for By & Havns virkefelt er der en række muligheder for at bidrage til en bæredygtig by- og havneudvikling. Det gælder f.eks., når vi skal udvikle nye bykvarterer og stormflodssikre byen på et forretningsmæssigt grundlag. Men opgaverne skaber også dilemmaer og diskussion. Dilemmaerne skærpes af, at de beslutninger, der træffes i dag, har konsekvenser for såvel økonomi som bæredygtighed mange år frem og af, at fremtidens løsninger ikke kendes i dag.

Vi bestræber os på at få alle ender til at mødes og balancere de mange forskellige hensyn på baggrund af inddragelse og dialog med borgere, brugere og virksomheder.

Vi går til opgaverne med saglighed, faglighed og åbenhed. Vi gør os umage.

Økonomiske resultater på den korte og den lange bane

By & Havn har en langsigtet økonomisk horisont. Årsresultatet for 2024 udgør i den sammenhæng et øjebliksbillede.

I 2024 opnåede By & Havn et samlet resultat på 342 mio. kr. Med en fremgang på 1.102 mio. kr. i forhold til 2023 er resultatet bedre end forventet. Udviklingen i det samlede resultat har bragt selskabet godt fra start i forhold til de økonomiske målsætninger for strategiperioden 2024-2027.

By & Havns samlede forretningsomfang er steget i de senere år primært grundet store investeringer. I løbet af de kommende år ventes investeringerne at bidrage til, at resultatet af den primære drift stiger væsentligt.

Selskabets økonomi vurderes at være robust set i lyset af de langsigtede forventninger til byudviklingen i København og udviklingspotentialerne i By & Havns øvrige forretningsområder.

Salget af By & Havns sidste byggeretter på Enghave Brygge, som er det største enkelte salg i By & Havns historie, viser, at forretning og bæredygtighed kan følges ad. Gennem planlægningen og krav til køberne har By & Havn sikret høj arkitektonisk kvalitet og certificering til DGNB guld. Der er krav om, at området skal rumme almene boliger. Et andet eksempel er Pakhus 47 i Nordhavn, hvor nye lejere er flyttet ind efter gennemgående renovering af det ikoniske pakhus.

Bæredygtighed i fokus i 2024

By & Havn inddrager systematisk bæredygtighedstiltag i alle dimensioner af planlægning og drift. Vi afprøver nye løsninger og indgår i dialoger og partnerskaber. Vores ambitioner på bæredygtighedsområdet underbygges af konkrete mål, f.eks. målet om CO2-neutralitet i vores egne aktiviteter, halvering af CO2-udledningen i værdikæden i 2030 og etablering af 25-40 pct. almene boliger i nye bykvarterer. Samtidig er der opstillet nye mål og metoder for bl.a. arbejdet med biodiversitet på land og i vand og ved ressourcegenanvendelse.

Årets synlige resultater på bæredygtighedsområdet spænder vidt og viser bredden i By & Havns forretning.

Vi har indviet flydende haver i havnen og stenrev i partnerskab med WWF, opsat flere ladestandere til elbiler, indviet et nyt parkeringshus med en levende grøn facade og samarbejdet med entreprenører om emissionsfri byggepladser og maskiner.

Desuden er nye dele af stormflodssikringen af København i form af anlæg af Lynetteholms perimeter og kystfremspring brudt frem af vandet. Lynetteholm giver mulighed for ressourcegenanvendelse af overskudsjord.

I forberedelse og planlægning af nye bykvarterer, som skal sikre flere boliger til københavnerne, har By & Havn fokus på ”Design Matters”. Det betyder, at vi tænker bæredygtighed ind i projekters designfase, da det ofte er beslutninger i de indledende faser, der er udslagsgivende for i hvilket omfang projektet i sidste ende bidrager til bæredygtig omstilling. Når vi f.eks. planlægger nye bykvarterer, indtænker vi fra starten reduktion af CO2 fra byggemodning og kommende byggeri. Ligeledes indtænkes DGNB-certificering og social bæredygtighed bl.a. i form af plads til almene boliger samt byrum og grønne områder. Blikket for helheden og det lange sigt bidrager til kvaliteten af byområderne. Men det er ikke altid synligt og mærkbart for beboerne og brugerne, mens udviklingen står på.

Vi arbejder aktivt med inddragelse af interessenter og berørte parter på mange forskellige platforme; fra nabo- og skurvognsmøder, gåture og kampagner over udstillinger og podcasts til kundetilfredshedsmålinger.

Det gør vi, da vi ved, at By & Havns aktiviteter påvirker mange, både brugere i havnen og beboere i bykvartererne.

Når By & Havn ser på indvirkninger, risici og muligheder, er det også afgørende, at indsatsen ikke alene omfatter By & Havns egen drift. Vi når de bedste resultater, både økonomisk og i forhold til vores bæredygtighedsmål, når det sker i tæt samarbejde med leverandører og entreprenører samt kunder og købere.

Den tætte sammenhæng mellem bæredygtighed og forretning er tydelig i den gennemførte dobbelt væsentlighedsanalyse af de indvirkninger, muligheder og risici, som By & Havns forretning har – og påvirkes af.

Denne årsrapport afspejler arbejdet med trinvist at gøre By & Havn klar til EU’s rapporteringskrav i Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD). Det er en væsentlig ledelsesopgave, som har fokus både i bestyrelse og direktion, at sikre, at vi har redskaber, kompetencer og ressourcer til at kunne leve op til de ambitiøse mål, der er opstillet i selskabets forretningsstrategi.

2025 og frem

I 2025 ser By & Havn frem til vigtige milepæle. Milepæle, som viser spændvidden i By & Havns arbejde, både når det kommer til bæredygtighed og til at drive forretning.

Erhvervshavnens kerne, Containerterminalen, som sammen med erhvervshavneaktiviteterne på Prøvestenen forsyner byen med store mængder varer, materiale og brændstof, flytter til Ydre Nordhavn fra Levantkaj. På Levantkaj bliver der plads til udvikling af et nyt bykvarter. I havnen indvies et af Europas største landstrømsanlæg, som skal forsyne krydstogtskibe med strøm, mens de ligger ved kaj. I Fælledby, hvor By & Havn er medejer af et projektselskab, flytter de første indbyggere ind i et fremvoksende bykvarter bygget i træ. Det er et eksempel på, at CO2-reduktioner er tæt integreret i forretningen.

Styrkelse af bæredygtighedsindsatsen kommer til at fortsætte, herunder også i forhold til data og rapportering.

Nye grønne områder, der fremmer byliv og biodiversitet, er en vigtig opgave i de kommende år. Samtidig fortsætter Lynetteholm med at tage form, og den vil bidrage til stormflodssikringen og give København et nyt kystlandskab mod Øresund til glæde for københavnerne.